Fish’n’chips
Jeg er ikke bange for en udfordring, men da jeg blev præstenteret for en 10 l dunk af Røde Ræv fra Det Våde Får, som en kok havde bestilt, men aldrig hentet og blev bedt om at lave mad med den, så kløede jeg mig selv lidt i hovedbunden.
Jeg holder MEGET af Røde Ræv og synes at det er en skøn øl, men en lagerøl med rønnebær og salvie? Hvordan vil de smage fungere i mad? Well, det kan vi ikke vide uden at kaste os ud i det!
Min første indskydelse var at lave en omgang klassisk fish’n’chips. Fish’n’chips er typisk lavet med en lagerøl og jeg havde en ide om at salvien ville spille rigtig godt i en beer batter. Ja, jeg ved at jeg burde sige øldej, men beer batter lyder bare bedre i mine ører.

Det Våde Får – Røde Ræv – Lager – Øl fra Nordsjælland
Lager på 4%. Humlet til 21 IBU.
“Rønnebærrene er sure”, sagde den røde ræv – bryggeren havde plukket dem alle og brygget denne sommerøl med bygmalt, rønnebær, salvie og humle. En frisk, frugtrig oplevelse med en stor aroma på en varm dag.
Serveres ved 5C.
Min indskydelse vidste sig heldigvis er være ret god. Smagen af øllen er tilstede, men den er meget diskret, hvilket var præcis det jeg håbede på. Du kan selvfølgelig bruge en anden lagerøl, men altså … Er du ikke bare lidt nysgerrig på hvordan det smager?
Saucen og fritterne
Til fisken laver jeg en dejlig tartarsauce, som også kan bruges til rigtig mange andre typer af fisk og panerede retter.
Til en god omgang fisk og fritter hører selvfølgelig hjemmelavede pomfritter. Om du laver dem i ovnen eller i gryden er også op til dig. Det er selvfølgelig oplagt at smide dem i gryden, når man nu har varmet al den olie op og du kan sagtens holde fritterne varme i ovnen, mens du laver fisken, men du kan også lave pomfritterne i ovnen fra starten af og ikke skulle stresse så meget over om olien nu holder temperaturen.
Er man rigtig anglofil, så skal der selvfølgelig også lidt malteddike ud over fritterne – Det har jeg ikke, men jeg har en flaske af Det Våde Fårs øleddike, som jeg også synes går fremragende til.
Jeg valgte at lave en lille grøn salat til, men jeg tror nu mest at det var min samvittighed, der mente at jeg måtte have noget grønt til.
Specialøl i maden
Nu tænker du muligvis – En specialøl i en beer batter? Ja, hvorfor ikke? Du bruger ikke en dårlig rødvin i en coq au vin. Du bruger en god rødvin, du godt kan lide – Ikke den dyreste fra kælderen, men en god og dejlig vin, der er fair til prisen. Så hvorfor ville du ikke gøre det samme med øl?

Ingredienser
Fisk
2 torskefileter (alternativt kuller eller lyssej)
250 ml lagerøl (jeg brugte som sagt Røde Ræv)
200 g hvedemel
0,50 tsk bagepulver
1 tsk flagesalt
Godt med sort peber
Fritter
2-3 bagekartofler
2 spsk alm. lager eddike
2 spsk olie (hvis du laver dem i ovnen)
Salt
Tartarsauce
1 dl mayonnaise
1 dl cremefraiche
2 spsk kapers
4 cornichoner
1 tsk dijon sennep
½ øko citron
1 dl krydderurter (fx purløg, persille og dild)
Salt og peber
Citronbåde
1 l smagsneutral olie (fx friture eller solsikke)
Fremgangsmåde
Start med at skrælle kartoflerne og skære dem i stængler. Skyld dem i en skål med koldt vandt i et minuts tid (det trækker stivelsen ud af kartoflerne). Kog dem i vand med salt og eddike til de er lige møre (ca 10 minutter). Læg til side på et rent viskestykke og lad dem tørre i ca 30 min.
Kartofler i ovnen
Hvis du laver kartoflerne i ovnen fra starten, så forvarm den til 200 grader, vend kartoflerne i olie og bag dem i ovnen i ca. 35 minutter. Husk at vende dem et par gange undervejs.
Kartofler i gryden
Jeg har ikke en fancy friturestegter og det med at skulle holde styr på temperaturen med et sukkertermometer, når jeg laver aftensmad, synes jeg personligt er lidt overkill. Men der er heldigvis et lille trick til finde ud af om olien har fået den rigtige varme. Man kan teste olien ved at smide et lille stykke brød i den. Ved første stegning skal det syde og boble let, og brødet skal langsomt tage farve (130 grader). Ved anden omgang må der gerne være godt gang i olien (190 grader), og det lille stykke brød skal tage farve relativt hurtigt.
Fritterne skal have 5 minutter i første omgang. Overfyld ikke gryden. Lav dem hellere over et par gange. Tag dem op med en hulske og læg dem på en bageplade eller ligne. Det her kan du sagtens gøre i god til i forvejen. Du kan faktisk fryse dem, hvis du lige lade dem køle lidt af på et stykke køkkenrulle.
I anden omgang skal de have nogle få minutter i den meget varme olie. Man kan som sagt herefter holde dem varme i ovnen ved 100 grader, mens man laver fisken.
Fisken
Bland mel, bagepulver, salt og peber og rør langsomt øllen i, så dejen ikke klumper. Sæt til side og lad den hvilke i 30 min. Lav tatarsaucen imens.
Skær fisken i fine store, men stadig mundretter stykker. Varm olien op, hvis du ikke allerede er i fuld sving med at lave dine fritter i gryden. Olien skal være godt varm, så et lille stykke brød skal begynde at tage farve rimelig hurtigt, når man kommer det ned i olien.
Dyp fiskestykkerne i dejen og kom dem i olien. Husk, lige som med pomfritterne, så lav dem i et par portioner. Steg til de er gyldne og sprøde. Tag fisken op med en hulske og lad dem dryppe af på lidt køkkenrulle. Drys med flagesalt og server med citronbåde
Tartarsauce
Hak kapers, cornichoner og krydderurter fint. Riv citronskallen og pres citronen. Bland mayo, fraiche, sennep og alle de hakkede lækkerier. Tilsæt citronskal og smag til med citronsaft, salt og peber.

Og hvad drikker vi så til?
Selvom du bruger Røde Ræv i retten og den bestemt også kan drikke til med stor fornøjelse, så mener jeg personligt at der skal en pale ale til fisk og fritter.

Det Våde Får – Uncle Sam – American Pale Ale – Øl fra Nordsjælland
American Pale Ale på 5.5%. Humlet til 39 IBU.
Uncle Sam er en herlig, amerikansk inspireret pale ale med en god bitterhed. En frisk øl med middel fylde, dejlig humlesmag. Brygget med vores egen Challenger-humle. God alene eller til mad, en lækker frokostøl til weekenden.
Serveres ved 6C.
Skulle man nu ikke være til øl, så er det også råd for det. Prøv fx nogle af de lækre friske bobler fra Kelleris Vingaard.

Utopia Renée 2015 – Brut Rosé – Dansk mousserende vin
Dansk produceret mousserende vin fremstillet af 100% Rondo efter traditionel Champagnemetode med flaskegæring.
Brut – Rosé
Om Madentusiasten
Madentusiasten er Greatwater.dk’s faste mablogger, som også har skrevet kogebogen “Èn vin til hele menuen“.

Denne bog kan købes her:
