Madentusiasten: Sommersmørrebrød med en fyldig øl

Med lidt gode provianter fra greatwaters dejlige producenter under armen er jeg taget en lille tur i sommerhus.

Blandt provianterne er bl.a. årets udgave af Kvassish fra Det Våde Får. Øllen er inspireret af den russisk Kvass og har en fyldig og dyb smag med fine små komplekse undertoner af slåen og rosmarin. Og med kun 3,3% alkohol er det hands-down, den bedste frokostøl jeg nogensinde har fået. Den traditionelle Classic kan godt pakke sammen og gå hjem.

Men hvad laver man så til en suveræn frokostøl? Smørrebrød var det første jeg tænkte på og på vej til sommerhuset stoppede vi ved en gård og købt nogle nye kartofler og friske æg.

Nye kartofler og friske æg er måske ikke de første ting du forbinder med luksussmørrebrød, men når man har gode råvarer til rådighed, så er det ofte bedst at fokusere på dem.

Min kartoffelmad er lavet med nye kartofler, der lige er kogt møre i godt saltet vand med lidt frisk løvstikke til at give smag, afkølet og anrettet med hjemmerørt mayonnaise, tomat, agurk, lidt purløg og kapers. Ja, kapers – Det spiller, stol på mig!

Æggemaden er lavet med stadigt lune hårdkogte æg, hjemmerørt mayonnaise, tomat, agurk, lidt forårsløg og en sprød bacon.

Ideelt set, så laver du din kartoffelmad med restkartofler fra dagen før, så skyd efter det, hvis du kan. Hvis ikke, så kog dine kartofler et par timer før de skal bruges, så de kan nå at køle af.

Behøver du at koge kartoflerne med løvstikke og lave din egen mayo? Nej, madderne er skønne, selvom du er lidt doven, men jeg kan anbefale det. Øllen går forøvrigt også rigtig godt med en laksemad med en god sennep, hvis du gerne vil have lidt fisk på bordet 🙂


Frokost til 2:

Ingredienser

4 skiver god rugbrød
4-6 nye kartofler (afhængig af størrelse)
Et par stilke løvstikke (kan udlades)
2-3 store æg
2 skiver bacon
4-6 cherrytomater
Agurk
2-3 tsk kapers
Lidt purløg/karse/brøndkarse
Evt. lidt hakket forårsløg
Smør
Salt og peber

Hjemmelavet mayo
2 æggeblommer
2 dl smagsneutralolie
1 tsk. dijonsennep
1 tsk. hvidvins- eller æblecider eller citronsaft
Salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde

Vask og gnub kartofler fri for snavs med en blød svamp – mere behøver du ikke. Kog i 10 minutter med løvstikke og groft salt. Sæt gryden til side og lad kartoflerne trækker i 10 min mere. Tjek at de er kogte med en nål eller gaffel. De skal være kogte, men ikke overkogte. Hæld vandet fra. Hvis du har travlt, så sæt kartoflerne i køleskabet i en lille skål for at køle ned.

Kog æggene i ca 9 minutter. Køl ned i koldt vand, så skallen er lettere at få af.

Steg bacon sprød og læg til side på lidt køkkenrulle.

Kom æggeblommer, sennep og eddike/citronsaft i en skål eller det høje målebæger, der ofte følger med en stavblender. Blend, mens du langsomt hælder olien i og mayonnaisen tykner. Smag til med salt og peber.

Skær tomater og agurk i skiver. Hak forårsløg og purløg.

Smør rugbrødstykker og anret madderne. Server og nyd den lækre danske sommermad med den gode Kvassish og (forhåbentligt) godt selskab.

Kvass er en fermenteret drik, der laves af brød, der fermenterer naturligt med lidt surdej i sødet vand og giver en ølagtig smag, omend med en meget lav alkoholprocent. Brygmester har dog valgt at lave den half’n’half, så halvdelen er øl og den anden halvdel er kvass. Derfor er det kun en Kvass-ish.

Som det fine prik over i’et er Kvassish lavet på endeskriverne af brød, bagt på restaurant Rabarbergaarden, som får sit korn fra – Tolykkegård, hvor Fåret også har hjemme. Så her er virkelig tale om at få mest mulig ud af kornet.


Madentusiasten:

Denne opskrift er udviklet af Madentusiasten, som også har skrevet kogebogen “Èn vin til hele menuen“.

Madentusiasten (aka Cecilie M. K. Pedersen)

Denne bog kan købes her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *