Madentusiasten: Hjemmelavet tonic! Er det virkelig så let?

Jeg er først rigtig blevet venner med ginfadet indenfor de sidste par år og var derfor ikke med på den første bølge af “vi skal lave vores egen tonic!”

Men i takt med at jeg er begyndt at plukke mere fra enebærbusken, så er min nysgerrighed om tonic også begyndt at vokse.

Men hvor i alverden skal man starte, når man vil prøve at lave sin egen tonic? Der er så mange opskrifter derud og hvad nogle elsker, andre hader. Jeg holder meget af historie og er stor fan af podcasten “The British History Podcast”, og jeg huskede at de på et tidspunkt snakker om G&T og gæsten kommer med en opskrift på tonic, der er meget populær på hans lokale bar i Portland, USA. Er det et godt sted at starte? Sikkert ikke, men det er da ikke værre end så mange andre 😉

Mit resultat? En super lækker, men bestemt ikke traditionel, tonicsirup med en mellem bitterhed, en afrundelige smag af allehånde og masser af citrus, bl.a. fra grapefrugt, som jeg synes er stærk undervurderet i skabelsen af en god G&T.

Jeg havde lige præcis nok tilbage af Elg nr. 0 til at lave en drink og mmm … Det var en god sommerdrink, der smagte af mere!

Fordi du bruger både skal og saft fra citrusfrugterne, så husk at købe økologisk!

Denne hjemmelavede tonic gemmer sig bag en fantastisk grill


Ingredienser

1 l vand
1 stang citrongræs
1 citron
1 lime
1 appelsin
1 grapefrugt
22 g kinabark
1 tsk allehånde (hele korn er lettest, men du kan bruge stødt)
1/4 tsk groft salt
1 tsk citronsyre
600 g sukker
Evt. lidt atamon til at skolde flasker af


Fremgangsmåde

Skyl citrusfrugterne og skræl eller riv skallen. Hvad end der er lettest for dig, men du vil have så lidt af “det hvide” med som muligt.

Pres frugterne og hak citrongræsset.

Kom alting undtagen sukker i en gryde og lad det småboble i 20 min.

Si saften igennem en grov si og kom derefter igennem et kaffe/tefilter. Især hvis du lige som mig ikke havde andet end stødt allehånde. Tro mig, den ekstra tid er det værd for lige at fjerne det sidste 😉

Kom saften tilbage i gryde og tilsæt sukker og kog op, så du er sikker på at sukret er helt opløst. Kom i nogle skoldede flasker evt. med en dråbe atamon.

Bland ca 1:2 tonic med danskvand – måske 1:3 – smag dig frem og nyd det 😉

Det færdige produkt – Hjemmelavet tonic


Om Madentusiasten

Denne opskrift er udviklet af Madentusiasten, som også har skrevet kogebogen “Èn vin til hele menuen“.

Madentusiasten (aka Cecilie M. K. Pedersen)

Denne bog kan købes her: