Luksuskoteletter med grillet spidskål, nye kartofler og en kold hvedeøl

Luksuskotelet, herregårdskotelet, svin med skaft eller svinebøffer – Kært barn har mange navne og en stor lækker kotelet med en fornuftig fedtkant er gudespise – især når den bliver lavet på grillen!

En af mine kammerater, der også er et kæmpe madøre, ville se den lækre Jensen grill, jeg har fået lov til at lege med henover sommeren, så vi skulle selvfølgelig grille 🙂 Rib-eyes var oppe at vende, men det øjeblik jeg nævnte at jeg da kunne gå forbi Torvehallerne og fange et par gode koteletter og noget spidskål, så kunne jeg godt høre på ham at jeg havde ramt plet. Han bor i lejlighed og griller derfor ikke særlig meget og gris gør sig som sagt virkelig godt på grill. Det gør spidskål virkelig også.

Når jeg snakker om en god kotelet, så mener jeg ikke de tynde, kedelige fadkoteletter som mange af os husker fra vores barndom. Jeg mener de fede, store, smukke stykker kød, man kan finde hos slagteren, der sagtens kan hamle op med en god steak. Jeg elsker især at parre dem med grillet spidskål og citron. I dag kom der også nogle nye kartofler, gulerødder med top og cherrytomater på tallerkenen.

Jensen grillen – Gas (let) og kul (smag) i en og samme grill


Det særlige ved Jensen grillen er at den er både gas og kul, så man kan bruge enten gas eller kul eller begge dele. Jeg bruger ofte begge dele. I dag sætter jeg kulbakkerne over i den ene side og fylder dem halvt op. Nok til at jeg kan lave koteletterne over kullene. I den anden side, så griller jeg grøntsagerne over gas (en mere stabil varme).

Jeg starter grillen med alle 3 gasbrændere (bare så kullene også kan komme i gang) og går derefter ud i køkkenet for at sætte kartoflerne i gang. Ja, det går så hurtigt med at få grillen varm!

Cirka samtidigt med at vandet til kartoflerne er klar, er grillen også varm nok til at jeg kan smide gulerødder og spidskål på. Tomaterne skal have lidt mindre. Efter et par minutter, når jeg kan se at der er gang i kullene, så slukker jeg for gasbrænderen under kullene.

Øl til gris

Min kammerat er en øldrikker og det passer jo godt, for jeg har et lille lager af lækre øl fra Det Våde Får i køleskabet. Vi nyder en Camping Ale, mens vi griller, men når maden kommer på bordet, så finder jeg en Sambucus frem. Den lækre og fyldige hvedeøl med de friske noter af hyldeblomst er helt perfekt til den grillede grissebasse og det hele går bare lidt op i en større enhed. Det er skønt, når det sker :-D.

Ingredienser


2 gode svinekoteletter (250 g per kotelet)
Lidt frisk timian og rosmarin (kan undlades)
½ spidskål
1 citron
8-10 nye kartofler
6-8 små nye gulerødder
6 cherrytomater
Smør
Olivenolie
Flagesalt
Friskkværnet peber
Persille
Helkornet sennep (kan undlades)

Fremgangsmåde


Skyl kartoflerne og gulerødderne og gnub dem rene med en blød svamp. Der er ingen grund til at skrælle friske grønsager.

Du har sikkert købt et helt spidskålshoved. Der er sjældent at man kan købe et halvt. Hvis du har fået fat i et frisk, dansk spidskålshoved, så skal du lige fjerne de yderste blade og skylde kålen godt, da der vil være noget jord. Halvér hovedet og kom den ene halvdel tilbage i grøntsagsskuffen (du kan bruge den i fx en god coleslaw dagen efter). Skær din tilbageværende halvdel i 2, så du har 2 kvarte stykker spidskål.

Skær citronen midt over og hak lidt persille. Skyl cherrytomaterne.

Tænd for din grill. Alt afhængig af hvilken grill, du har, så kan du også sætte vandet over til kartofler nu eller vente lidt. Du skal bruge en varm grill i ca 20-25 min. Det vigtige når du griller er sådan set at du har en ide om hvad de forskellige ting skal have.

Spidskål og gulerødder: Middel varme i ca 20 min.
Tomater: Middel varme i ca 10 min.
Citroner: Middel varme i 10 min eller høj varme i 5 (Du vil gerne have lidt farve på dine citroner).
Koteletter: 2-2½ min på hver side ved høj varme og hvile i ca 4 min.

Server det hele (husk kartoflerne) med lidt smør, persille og helkornet sennep og nyd den gode grillmad og hyggen :-).

Om JensenGrill – det danske ultimative alternativ indenfor grill


Dette blogindlæg er en del af en blogserie omkring, hvor man får de bedste resultater på en JensenGrill. Vores ambition er at blive den side, hvor vi har flest tips og tricks. De andre blogindlæg kan ses her.

Greatwater.dk har indgået en aftale med JensenGrill, hvor det er muligt, at købe denne gril med en rabat på 10% (og tilbehør købt sammen med grillen) ved brug af denne rabatkode: GRILL-0088. Brug dette unikke tilbud og køb den her.


Læs mere om denne grill her på greatwater.dk.

Om Madentusiasten


Madentusiasten er Greatwater.dk’s faste mablogger, som også har skrevet kogebogen “Èn vin til hele menuen“.

Madentusiasten (aka Cecilie M. K. Pedersen)

Denne bog kan købes her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *