BBQ kylling på JensenGrill rotisseri med ovnstegte kartoffelbåde og hjemmelavet aioli

Sommeren er ovre og jeg burde gå i gang med at braisere og simre for alle pengene – Og forstå mig ret, jeg elsker efterårs- og vintermad og glæder mig til at dele de opskrifter med jer, men lige i dag, så var det ikke det jeg havde lyst til. Jeg havde lyst til bbq kylle! Heldigt for mig, så lå der en flot dansk øko kylle i “Red maden” disken, så den kom i indkøbskurven.

Til kyllen lavede jeg ovnstegte kartofler, lidt hjemmerørt aioli og en stor grøn salat. Jeg laver min egen krydderblanding til kartoflerne, men hvis du er doven, så kan du fint nøjes med en købt krydderblanding. Til denne ret vil jeg foreslå en bbq krydderblanding, men hvad du nu har lige har i skabet og kan lide vil fungere fint. Du kan også nøjes med bare god salt. Der er masser smag i aiolien og kyllingen.

Brug resterne


Jeg laver sjældent hel kylling, da det er meget mad, når man er single, men skal jeg gøre det så er lørdag aften helt perfekt. Det giver mig søndagen til at bruge resterne på en fornuftig måde. Skroget skal bruges til at at koge suppe og resten af kødet skal bruges til hhv. hønsesalat og måske en pastasalat til en let aftensmad.

JensenGrill


JensenGrillen har en skøn rotisserifunktion med en lille motor, så når kyllingen først er sat på grillen, så ordner den resten selv. Mads Jensen fortalte mig lidt om det, da han introducerede mig til grillen. Han havde eksperimenteret lidt med forskellige ideer, men endte med en lille batteridreven motor, da tanken om ledninger ud til grillen virkelig ikke talte til ham – Hvilket jeg fint kan følge ham i.

Jeg foretrækker at grille kyllen ved ca 200 grader i ca 1 time ved indirekte varme, men det kommer selvfølgelig an på grillen og størrelsen på kyllingen. Brug det som et udgangspunkt og tjek undervejs. Nogle skal bruge 10 min mindre og andre 15 min mere.

Jeg serverede kyllingen med ovnstegte fritter og en stor grøn salat. Coleslaw ville også være en oplagt mulighed, men jeg havde bare lyst til salat i dag.

Ingredienser


1 god glad kylle (meget gerne øko)

BBQ marinade

1,25 dl ketchup
0,5 dl god olie
2 spsk god eddike (fx æblecider- eller sherryeddike)
0,75 dl brun farin
1 spsk soja
1 tsk hvidløgspulver
2 tsk sød paprika
1 tsk stærk paprika
1 tsk chilipulver
1 tsk salt
1 tsk tabascosauce

Aioli

1 æggeblomme
1,5 dl olivenolie
1 tsk hvidvins- eller æblecidereddike
1 tsk dijonsennep
2 pressede fed hvidløg
Et par dråber citronsaft, hvis du har det
Salt og peber efter smag

Kartoffelbåde

500 g kartofler
2 spsk olivenolie
2 tsk sød paprika
1 tsk løgpulver
2 tsk oregano
1 tsk chilipulver
1 tsk hvidløgspulver

Grøn salat som tilbehør.

Fremgangsmåde


BBQ Kylling

Bland marinade sammen og smag til. Kom kyllingen på spyddet og smør den godt med marinaden. Sørg for at du har en drypbakke i midten af grillen og tænd for den. Om du kører kul/gas eller en kombination er op til dig. Jeg kørte kombination, så jeg brugte gassen til at holde temperaturen stabil og kullene for smag. Tænd for grillen (brug kun de to yderste brændere) og få temperaturen op på 200 grader. Sæt kyllingen over og lad den køre afsted i ca. 60 minutter. Smør evt. med mere marinade undervejs.

Aioli

Sørg for at tage alle ingredienserne ud af køleskabet i god tid, så de er stuetemperatur. På den måde undgår man at aiolien skiller. Frem med stavblenderen og det høje målebæger. Blend æggeblomme, sennep, eddike og salt og peber. Når det er blandet, begynder du stille og roligt at hænde olien i, mens du fortsat blender. Du vil langsomt se aiolien begynde at tykne. Smag den til og sæt til side.

Kartoffelbåde

Forvarm ovnen til 190 grader.
Jeg kan godt lide mine kartoffelbåde lidt rustikke, så jeg skræller dem ikke. De skal bare vaskes godt og så skæres i både. Store kartofler i 8 både og små i 4 både. Bland krydderierne med olien og vend kartoflerne i. Steg i ovnen i ca 30 minutter. Husk at vende dem efter de første 15 minutter. Drys med salt, når de er klar.

Smid en grøn salat sammen og server hele herligheden.

Og hvad skal vi drikke til?


Retten kan bære rigtig meget – alt fra en let rødvin over en god dyb rose til et bredt udvalg af øl, men jeg tænker Uncle Sam. En amerikansk inspireret øl til en amerikansk inspireret ret.

Om Madentusiasten


Madentusiasten er Greatwater.dk’s faste mablogger, som også har skrevet kogebogen “Èn vin til hele menuen“.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er CecilieKjærgaardPedersen_©RochelleCoote-WS-1024x576.png

Denne bog kan købes her:


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *